| Kiøbenhavns
Aftenpost 1795. 24. årgang No. 10 - 14 * Nr. 10 - Mandagen den 2. Februar: |
Langt fra at jeg ved at fortælle de Høitideligheder, som fandt Sted min afdøde Faders sidste fødselsdag, skulle have til Hensigt, at holde en Lovtale over min egen Fader, eller fremstille ham for mine Læsere fra en Side, der skulle overtyde dem om at han absolut fortiente al den Hæder og alt det Venskab han nød på den dag, dette ville ikkun være et vidnesbyrd om hans Søns Ubeskedenhet. Men, da de stille, jævne Glæder og de venskabelige Overraskelser, som på en behagelig Maade rørte og underholdte en ikke ubetydelig Samling af Mennesker, giorde denne Dag saa høitidelig for ham selv, saa kunde maaskee en Fortælling herom mueligen ogsaa underholde hans efterlevende Medborgere, dem han dog i 23 Aar saa gierne stræbte at moere og gavne ved dette jævne Blad; ønsker jeg dette maatte være Undskyldning nok for mig, da jeg vover at fortælle en saa gandske privat og huuslig Tildragelse i det offentlige; da ingen Fortælling om et tilbagelagt Gode kan underholde saa meget som Nærværelsen ved dette Gode selv, saa vil jeg stræbe nogenlunde at formindske denne Mangel, ved at fortælle alle de Bieomstændigheder, der kunne tiene til at oplyse Læseren om , hvorfor denne Dag var ham saa kier.
Den 13. desember 1794, denne for Slægt og Venner saa kiere Dag, kom nu for ham sidste Gang. Altid havde han betragtet et Menneskes Fødselsdag, hvorved han blev Medlem av det store menneskelige Selskab, for vigtig. Naar denne Dag indtraf for ham selv, undlot han aldrig med nogle faa Venner at fornøie sig i sin lille huuslige Cirkel over vel overstandne Møisommeligheder. Min Broder og jeg vidste dette og plutselig opstod nu det Ønske hos os begge at paatage os Huushofmester-Embedet paa denne Dag. Vi fremførte vor Begiering for vor Fader og bleve omsider efter nogen Modstand bønhørte. At bortødsle en 3 a 4 Timer ved en Mængde kostbare og usunde Retter og paa denne Maade dræbe Selskabeligheden selv og gaae glip af Dagens Hensigt, var et Indfald, som, om endog Ævnen havde tilladt det , aldrig kunde faldet os ind; nei, i Smørrebrød og behørige Drikkevare skulle kun Gildet bestaae. Da alt skulde skee til hans egen Fornøielse, saa var intet naturligere, end at man overlod til ham selv at bestæmme de Venner, hvis nærvær han ønskede sig, men her begyndte en gandske skikkelig Ramse, saa at jeg ønskede at vores Sahl ikkun var en halv Snees Fag større; endelig sagde han selv: Nu faaer jeg vel at stoppe, ikke fordi jeg jo kiender flere mennesker, hvis Selskab er mig behagelig, og som jeg vist veed ynder mig, men jeg vil ikke have, at nogle af mine Venner skal staae ude i forstuen, jeg maa have dem allesammen omkring mig. At hans Børn som alle boede i samme Huus, som han, strax om Morgenen bevidnede deres Fader den Glæde de følede ved med ham at have opnaaet denne kiere Dag, er da meget begribeligt, men vi havde endog den Forrnøielse at tvende ubeslægtede gode Piger heri giorde os Selskab; disse havde fulgt deres gode Hiertes Drift og kom nu for at ofre deres Ven Krydderbrød og en Krands, de selv havde flettet med hans Navn i, og frembragte med faa men oprigtige Ord deres Lykønskning; at denne behagelige Overraskelse rørte ham og os alle Tilstedeværende er vist. - Dog Dyden beøver ingen Lovtaler. En anden Veninde sendte ham endnu samme Formiddag en Tegning med Glas og Ramme for, der forestillede en fuld udsprungen Rose, med tvende halvudsprungne ved hver Side, til hvilke tvende Bergesmirnichter vare sammenbundne med et Baand; disse tvende sistnevnte Blomster forestillede henne selv med Datter, der selv havde udarbeidet denne skiønne Tegning, og som ønskede med sin Moder at blive elsket af ham, som han elskede sin nærmeste Slægt; neden under, stod disse 4 Linier:
| Omkring sig Vaarens Rose Fryd udbreder,
Saa Du din Kreds, o, Ædle Olding! glæder; Man Vaarens Rose froe erindre sig, Saa alle Dine tænke glad paa Dig. |
Ved denne Leilighed kunne det maaskee ikke være af Veien at tale noget om de Vers og Sange som i Anledning af Dagen bleve ham skienkede af adskillige af hans Venner; alle hædrede de hans Minde, og enhver ville saa gierne lægge sine Følelser for Dagen. Følgende Stykker som vare helligede et oprigtigt Venskab, have hans efterladte Børn bevaret til en glad Erindring i Tiden, som en i vores egne Øine ikke ubetydelig Arv.
| Mel: Når Østens Straaler... I
Livets skiønne Morgenrøde Lidt bedre frem det Haab forsvinder, Thi, held den Mand! der uforandret Som ædel Mand at Hæder vinde, Saa, Balling! er Din Daad, Din Hæder, I Dag, du atter har den Glæde, I Dag! vi Dig et Offer bringe, * |
At denne skiønne Sang blev med almindelig Biefald synget, er nok udenfor al Tvivl, ligesom den og frembragte en høitidelig, almindelig Stemming over Alles Gemytter; en Glædestaare tindrede i gamle Faders Øie, og i et oprigtig Haandtryk bestod hans Tak.
| Mel: Da jeg første Gang dig saa... Venskab
os forsamlede Atter, mødte Du med Lyst Lev og nyd Lyksalighed! - |
| No. 11 - Fredagen den 6. Februar ------------------------------------------- |
I en Krands af Evigheds Blomster og Grønt, stod tegnet følgende tvende Vers, som bærer umiskiendelige Præg af Giverens gode Hierte, som ømme Venskab for Mottageren:
Endvidere indkom følgende skiønne Stykke, som
Forfatteren kalder:
* |
Meget føelte den Afdøde ved Giennemlæsningen af
ovenstaaende Stykke. - O, hvor sødt er det ikke at eie
Medborgeres Agtelse og Kierlighed!
|
I en Ruf bleve alle disse Vers og Sange omdeelte; men
just denne samme Ruf giorde, at ikke enhver af Selskabet fik sit
Exemplar; somme havde faaet en halv Snees Exemplarer af en Sang,
imod en lille Mangel af 3 eller 4 andre, og nu gik disse meget
smaaligen omkring og kaprede Viser.
| No 12 - Mandagen den 9. Februar ---------------------------------------------- |
Behagelig Sang stemmer ofte Menneskets Følelser til Fornøielse, virker undertiden stærkt på Gemyttet og oversetter os ikke saa sjeldent i et behagelig Lune; den forøger den Glades Munterhed, den forjager barsk Strænghed, den giør at vi stundum forglemmer vore Bekymringer, ja den kan vel ogsaa forædle og blødgiøre det haarde Hierte selv. Sang bliver altsaa en af Menneskers ædleste og fortrinligste Glæder, som Skaberen skienkte os, for at vi i Selskab med hverandre skulle smage den søde Forfriskning og nyde den glade Opmuntring, som vi formedelst vor forskiellige Stilling i Livet saa ofte trænge til. Saaledes tenkte endeel af Selskabet. De helligede gamle Fader hver sin Vise og havde i samme tolket deres Hiertes ædle og gode Følelser. Enhver af dem blev også siunget med Varme og Erkiendtlighed. Følgende vare deriblandt:
|
* I en grønmalet Krands, tilsammenlukket ved Hielp af en Bergesmirnicht, stod følgende Vers:
|
Endelig havde jeg også selv giort en Vise til min Fader, paa denne hans forønskede Fødselsdag; jeg var fremmed for at saa mange andre mere heldige havde samme Forsæt, og jeg, skiønt langt fra ikke Digter, troede nu, efter ringe Evne, at burde forfærdige en Sang til ham, som var like meget min fortroelige Ven, som kierlige Fader.
| Mel. Slyngler hæves til Ærens Top... Lad
andre synge, jeg veed ei hvad, I Vennekreds vi forsamled` er En skiøn slump Aar alt er rundet bort; Gid ofte komme Din Fødselsdag! |
Et Kys, et Håndtryk og et opprigtigt Tak blev min Løn,
da han mere saa paa Meningen og Hensigten af min Vise, end dens
konstige Sammensættelse; o, hvor sødt er det ikke at eie en god
Fader!
| No. 14 - Mandagen den 16.
Februar ---------------------------------------------------------- |
Den største Deel af Dagen bortgik, med smaae uventede Foræringer, der bleve ledsagede saavel med skrivtlige som mundtlige Lykønskninger, underholdende Fortællinger om bortfarne Dage, Tilberedelse til den tilstundende Aften og Biscops Tilberedning ikke at forglæmme. Enhver af os fandt en sød Fornøielse i at kappes med hinanden om at vise denne vor gode Fader vor inderlige Taknemmelighed, vor varme Omhue og iverfulde Stræben, for at lokke Glæde og Munterhed frem af hans Aasyn, og om mueligt, at faae ham til at glemme de Smerter selv, han nu og da føelte. Endelig kom den forønskede Aften, og de indbudne Giester bleve samlede; her behøvede man atter just ikke nogen ringe Portion Tid til at fremføre og modtage vennehulde Ønsker, Kys, Favnetag, Haandtryk o.d.l.; nu søgte man da at more sig i Selskab med hinanden indbyrdes, men her begyndte en meget vigtig Debat, om dette Moerskab skulle bestaae i Spil eller Juleleeg?
Mengden valgte det sidste, som det der bedst kunde vedligeholde selskabelig Interesse, som moerede meest og kostede mindst; men end ikke her blev vores Fader forglemt; aldrig saa snart var en vakker lille Pige uheldigviis falden i Brønden, eller dømt til at henge, førend han blev anmodet om, til Sorg for os andre Adams Børn, at hielpe hende ud af denne sin Forlegenhed , og modtog, som enhver vel veed, just ikke nogen Bagatel til Løn for sin Umage; for at jeg ingenlunde kan ansee et Kys af en dydig, yndig og altsaa elskværdig Piges Mund for en Bagatel, veed jeg ingen anden Aarsag eller Undskyldning at fremføre til de Herrer strenge Philosopher, end at jeg er et ungt Menneske, der slet ikke kan fordøie den Moral som strider imod Menneskets Natur.
Et Moerskab afløste det andet og Spøg avvekslede med Spøg. Førend man endnu havde omdeelt sine poetiske Gaver, indkom en Pakke, som indeholdt endeel Exemplarer af følgende Sang, som undertegnet av 8 unge Medborgere blev tilsendt gamle Balling, og som inneholdte en Hæder han ikke uden undseelig Taknemmelighed modtog. Paa første Side stod:
|
Meget føelte min bortdøde Fader ved denne vennehulde Sang, med Følelse blev den siunget af hans forsamlede Venner, som ikke glemte Selskabets eller Digterens Skaal, som saa heldig havde tolket sine og Venners Følelser overfor Fortienester, som min Fader altid i sine egne Øine ansaae for ubetydelige. O hvor stort et Fortrin har dog ikke den Agtelse og Hæder, som Borgere frivillig af eget Hiertes Drivt, ofre deres Medborgere, fremfor den, som den Rige og Formuende leier eller tilkiøber sig af Mund- og Bordvenner, som saa mangen Hofmand tilsniger sig, saa mangen Statsmand tilbetler sig, saa mangen et kronet Hoved despotisk, men forgieves har befalet at skulle vises sig og som ikke sjelden har kostet Medmenneskers Suk, Taarer og Velstand! dog! - at tale om den ærgjerriges unaturlige Tørst efter Ære, er at nærme sig et Hav af Redsler; Menneskeheden skielver zittrende tilbage!!
Følende, inderlig rørende var det for mig som Søn, at see den gamle Fader omringet af Venner og Børn; høre Hæderssange blive siungne, medens unge Piger holdte Krandse over hans graae Hoved; høre slige venskabelige Udraab: Ballings Skaal! Balling leve! skingre om mine Øren, hvor jeg stod; see Glædestaare i den hædrede Oldings Øine, see ham glemme sin Sygdom og sine Smerter selv, ved at være en Gienstand for talrige Venners Agt, Kierlighed og Hengivenhed; see Unge og Gamle trænge sig ind til ham, leire sig omkring ham, for at yde ham Venskab og Høiagtelse, uopfordrede efter egen Tilskyndelse , fordi de efter deres Tanker, vare overbeviiste om, at han fortiente det, o! er det ikke Glæde, er det ikke sand salig Glæde? da er der efter min Formeening ingen Glæde til! Lad os kaste op i Menneskets Historie og lede efter de faa, som har nydt frivillig Hæder, og siig saa frem du Vellystling, du Rige, du Mægtige, du Blodtørstige, du krybende Hofmand, du souperfine Statsmand og du lille bitte Træl, som saa stolt har kallet dig Herre over Millioner Medmennesker, af hvilke du var blandt de sletteste, paa hvis overmodige Vink tusinde leiede Skarer stode færdige, som fra deres rallende men falske Strube tilhyklede eder ufortiente men smigerfulde Lovsange, - hvad har eders Hierte vel følet? har det nogensinde banket mod eders Bryst af Glæde? har Venners Aasyn nogensinde tilsmilet eder Velbehag, naar disse Venner tillige vare Dyds og Retskaffenheds? har de kunnet nogen Tid gydet Roe og Tilfredshed i eders Barm? - Dog, hvortil disse Spørgsmaale? Eders Daad maatte jo altid bringe eder til at rødme!
Denne skiønne Aften svandt hen som Regnen en heed Sommerdag paa de fortørrede Agre. - Enhver forekom det som Tiden havde Hastværk. Vi nyttede Tidens da værende Øieblikke, og vare ikkun vrede paa Uhret, som syntes at gaae for fort. - Dog saa ustadige ere Livets Glæder. - Denne Mand, som føelte sig saa glad saa lykkelig på denne sin sidste Fødselsdag, blev omtrent 5 Uger derefter rørt af Dødens kolde Haand. - Han gik bort med Sindsroe og Tilfredshed. - Men endog efter hans Død skulle hans efterlevende Familie see umiskiendelige Beviis paa den Agtelse og Yndest hans Venner og Velyndere bar for den Afdøde. - Ærede Medborgere ville selv bære ham til sit Hvilested, og paa denne Måde ikke alene formindske vor Sorg, men endog derved udrette at den herskende Følelse hos os naturligvis maatte blive virkelig Glæde over denne eders ædle Daad, - og kunne jeg derfor umuelig undlade herved paa det forbindtligste, at yttre paa egne og Sødskenes Vegne, at en glad Erindring om denne uventede Hæder, vil sikkert stedse vedligeholde den meest uskrømtede Taknemmelighed i vore Hierte.